Ledige Stillinger

Skal du være ansigtet udadtil for Fundamentet? Et nyskabende sted for sårbare og udsatte mennesker

Fundamentet er ikke et tilbud, ikke et projekt, ikke en behandling – Fundamentet er et hjem, en base, ja et fundament, hvor man kan finde den ro og den opbakning, der skal til for at komme videre i livet. Et sted man kan arbejde med sig selv i mange konstellationer og sammenhænge.

På Fundamentet kommer på årsbasis ca. 200 mennesker i sårbare og udsatte livssituationer. De kommer et sted hvor de skal kunne føle sig hjemme og trygge, hvor der er en bæreflade, de kan lande på. Vi ønsker at møde alle med nærvær og oprigtighed, når de træder ind ad døren og bliver en del af voresfælles hjem. Vi er et socialt fællesskab, hvor mennesker møder mennesker i øjenhøjde og med den respekt, vi alle fortjener, uanset hvor og hvem vi er i livet.

Fundamentet har en lille kerne af ansatte ildsjæle og et stort korps af frivillige, både fagpersoner med baggrund som psykologer, psykoterapeuter, fysioterapeuter, massører, psykomotoriske behandlere,akupunktører og et stort korps af frivillige der hjælper med praktiske ting og som fungerer som studiementorer.

I alt er der mere end 100 frivillige tilknyttet Fundamentet.

Vi søger en ny leder, der udover at være ansigtet udadtil for Fundamentet, vil føre Fundamentet videre efter vores fantastiske ildsjæl, Jan Houborg, der skal videre til nye eventyr.

At stå i spidsen for Fundamentet består bl.a. i

  • At videreudvikle Fundamentet til at blive endnu stærkere.
  • Dialog med fonde, kommune og være med i forhandlingen om samarbejdsaftaler, etc.
  • At du også selv i det daglige vil blive et omdrejningspunkt for stedet og de unge.
  • At være godt rodfæstet i lederrolle og være villig til at sætte klare rammer for medarbejdere og frivillige i en organisation som på samme tid ser en stor værdi i sine lidt mere løse tøjler.
  • At være bevidst om at Fundamentet ikke agerer “institutionelt”, men stedet søger at udvikle sig sammen med sine brugere, frivillige og personale.
  • Have lysten og evnen til at gå i dybden med menneskelige problematikker og være stærkthandlingsorienteret på borgernes vegne og forvente at dine medarbejdere er det samme.

Du skal ikke selv nødvendigvis stå for det, men sørge for at vi får organiseret

  • Daglig drift af huset
  • Organisering af frivillige
  • Økonomi, bl.a. fundraising 

Som person er du noget i den her retning

  • Du har hjertet med på arbejde, og du er handlingsrettet.
  • Du har pædagogisk og psykologisk indsigt
  • Du kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, når der er mange bolde i luften
  • Du ser værdien i at gå udover de normale rammer. Du er ikke ked af at have en aften med de unge i huset, en spontan kage-dag i weekenden og du er hverken konfliktsky, introvert eller drevet af løn fremfor forandringer.

Praktisk

Har du spørgsmål til Fundamentets arbejde eller stillingen i øvrigt, kan du også ringe til nuværende daglig leder, Jan Houborg Andersen på telefon 6196 0875 eller bestyrelsesformand Arne Vesterdal på telefon 2345 2624.

Der vil blive forhandlet løn i forbindelse med ansættelsesprocessen med respekt for at Fundamentet ikke er lønførende.

Ansøgningsfrist er mandag den 21. juni. Vi læser ansøgninger løbende, så send gerne ansøgning hurtigt. Forventet tiltrædelsesdato er 1. august 2021.

Send ansøgning og CV til job@fundamentet.org

Fundamentet er finansieret af en blanding af langsigtede private donationer, støtte fra Aarhus Kommune og støtte fra en lang række fonde.Vi har ca. 100 frivillige, 6 ansatte og en række praktikanter. Vi har en relativt smal økonomisk ramme, så en stor del af dit arbejde som leder er at sikre at få mest muligt ud af det vi har som organisation og sikreløbende fundraising til vores aktiviteter.

Læs mere på www.fundamentet.org og www.facebook.com/fundamentetdk