i 2019 vandt én af vores frivillige igennem mange år prisen som Danmarks mest fantastiske frivillige – og det var velfortjent! Her er noget tekst fra www.frivillig.dk:
“Stine Knak Olesen fra ‘Fundamentet’ i Aarhus blev i aftes kåret som Danmarks mest fantastiske frivillige blandt i alt 10 udvalgte finalister. Begrundelsen lød blandt andet, at Stine fremstår som en rollemodel for frivillighed, og at hun har mod og viljestyrke.
Stine Knak Olesen har gennem fem år været frivillig fysioterapeut hos ‘Fundamentet’ i Aarhus, hvor hun hjælper og behandler unge mennesker på kanten af samfundet.
– Mange frivillige møder brugere i øjenhøjde, men Stine Knak Olesen formår med sit væsen og sin indlevelse at række ud og både skabe livsmod og fysisk styrke hos de brugere, der møder Stine. Det kræver mod og viljestyrke at være så fysisk tæt på andre mennesker. Stine fremstår som en rollemodel for frivillighed, hvor det er naturligt at bruge sin viden og sig selv til fordel for den sag, som man tror på. Vi håber, at tildelingen af prisen til Stine vil inspirere andre til også at investere tid og ressourcer i lignende formål, forklarede Coops formand Lasse Bolander ved overrækkelsen af prisen.
Stine Knak Olesen blev både overrasket og glad, da hun blev kåret som Danmarks mest fantastiske frivillige.
– Bare det at blive indstillet betyder rigtig meget. Som frivillig får man en masse glæde ud af at hjælpe andre, men man får jo ikke penge for arbejdet, så det betyder meget, at man bliver anerkendt, og at der bliver sat pris på det, man laver, fortæller Stine Knak Olesen.